Efterskoleliv

Efterskolelivet er noget helt særligt. Du bor, spiser og lærer sammen med dine kammerater 24/7.

Du og dine kammerater kommer tæt på hinanden – både i hverdagen, weekender og alt det andet, der foregår på skolen. Det er både udfordrende og udviklende.

På Kragelund Efterskole gør vi vores yderste for, at alle kan trives og have det godt i fællesskabet såvel som hver for sig.

Her forstår vi hinanden

Alle elever på Kragelund Efterskole har udfordringer med læsning og stavning.

Det betyder meget for mange af vores elever at være i et miljø, hvor man ikke er den eneste, der f.eks. har svært ved at læse.

Et skoleår med ligesindede kan gøre underværker for selvtillid og selvværd.

Hverdage, weekender, rejser og ture

Efterskolelivet består mest af hverdagene, som vi holder meget af. Men i løbet af skoleåret kommer du også på ture og rejser. Samtidig har du mulighed for at blive på skolen og dyrke efterskolelivet i weekenden. Se mere om det hele herunder.

Se hverdagens skema
07:00 – 07:10 Eleverne går morgentur
07:20 – 07:50 Morgenmad
07:50 – 08:15 Rengøring af værelser
   
08:15 – 09:45 Undervisning
09:45 – 10:00 Pause med frugt og brød
10:00 – 10:25 Samling i foredragssalen med nyheder, sang, indslag og beskeder.
10:25 – 11:50 Undervisning
   
12: 00 – 13:00 Middag og pause
   
13:00 – 14:30 Undervisning (mandag kontaktgruppemøde)
14:30 – 15:00 Eftermiddagspause
15:00 – 16:30 Undervisning (fredag til kl. 14.30)
   
17:45 Aftensmad
18:00 Beskeder
18:30 – 19:30 Stilletime med lektielæsning
   
19:30 – 21.10 Frie aktiviteter
21:15 – 21:30 Aftenkaffe
22:00 Elever er på egne gange
22:15 Elever er på egne værelser
22:30 Ro på værelset og godnat

 

Læs mere om weekender

På Kragelund Efterskole elsker vi weekenderne. De fleste weekender er det dit valg, om du vil være her eller derhjemme, men tre gange om året har vi skoleweekender, hvor alle skal være her.

På en almindelig weekend står elever og lærere sammen for at planlægge, hvad der skal ske. Det ender som regel med sjove ting og en masse hygge. Nogle gange tager vi den også helt med ro og gearer ned.

I løbet af året er der også en række temaweekender, hvor vi f.eks. arrangerer en fest eller har en særlig oplevelse sammen. Vi fortæller om weekender i god tid forinden, så du kan beslutte dig for, om du vil blive.

Læs mere om rejser og ture

Efterskolelivet er også rejser og ture.

introturen i skoleårets start tager vi til Silkeborg, hvor vi lærer hinanden at kende rundt om lejrbålet. Vi bor i telte, shelters og hængekøjehytte. Dagene går med forskellige aktiviteter i det fri og madlavning over bål.

Senere tager vi til København, hvor vi besøger byens særlige institutioner som f.eks. Det Kongelige Teater, Christiansborg eller Christiania.

Årets sidste store tur er skituren, hvor vi tager til Hafjell i Norge og står på alpinski. Vi lærer en masse om skiløb af dygtige instruktører. Der er selvfølgelig udfordringer og sjov for både uøvede og erfarne skiløbere.

I løbet af året er der også ekskursioner og dagsture til f.eks. spændende virksomheder og institutioner eller f.eks. idrætsstævner med andre efterskoler i nærheden.

Din kontaktgruppe

Alle elever er inddelt i kontaktgrupper, som mødes hver uge og taler om livet som efterskoleelev.

 

Værelse og roomie

Vi bor på værelser med 2 – 4 elever. Vi bytter værelser ved lodtrækning to gange i løbet af skoleåret.

Vil du vide alt? – Download infohæftet

Hvis du vil vide alt – fra skoleskema over spisning til sengetider – så kan du downloade vores infohæfte for det aktuelle skoleår her.

 

Se kalenderen

Download kalenderen for skoleåret 19/20 her.